Stiklingeformering af paraplytræ

Paraplytræ

Stiklingeformering af paraplytræ (schefflera arboricola) kan foregå på flere orskellige måder. Jeg har testet topstikling og bladstikling i forbindelse med beskæring af min mormors 2 meter høje paraplytræ.

Topstikling af paraplytræ

Jeg startede med at gøre min topstikling klar til at blive plantet ved at fjerne de nederste blade. Herefter plantede jeg toppen i en jordblanding af almindelig pottemuld blandet med perlite. Ca. 1,5 måned senere kunne jeg se små skud i toppen, men bladene hænger gevaldigt. Højest sandsynligt fordi den bruger al sin energi til at danne rødder. Jeg vil derfor nok anbefale 1: at bruge roddannerhormon til at hjælpe roddannelsen lidt på vej, og 2: plant et kortere stykke af toppen, så den har færre blade at skulle bruge energi på. Min topstikling er 40 cm lang, og til en anden gang ville jeg nok have halveret længden.

Stiklingeformering af paraplytræ
Fjern de nederste blade
Stiklingeformering af paraplytræ
Plant i en jordblanding af pottemuld og perlite
paraplytræ
Topstiklingen efter 1,5 måned i jord – stadig grøn, men bladene hænger

Bladstikling

Jeg forsøgte mig på to måder af bladstikling. Først fremmest er det vigtigt at du bruger en ren og skarp kniv. Skær stænglen lige der, hvor den fæstner til stammen. Herefter kom jeg stiklingerne i vand. Den ene puttede jeg i en gennemsigtig glasvase og den anden kom jeg i en keramikvase, hvor intet lys trænger gennem til rødderne. En måned og 3 uger senere ser jeg, at den bladstikling, som har stået i keramikvasen har dannet rødder. De andre stiklinger, som står i glasvase har endnu ikke rødder. Den ene var endda rådnet.

Stiklingeformering af paraplytræ
Roddannelse på bladstiking, der har stået i en vase, hvor lys ikke kunne trænge igennem

Nu vil jeg så prøve at komme begge stiklinger i jord, både den med rødder og en uden, og se hvilken der klarer sig bedst.

Om ikke andet, kan jeg nok konkludere på mit lille forsøg at stiklingeformering af paraplytræ er en meget langsommelig proces, uanset om du formere ved topstikling eller bladstikling. Jeg holder jer opdateret på processen, når mine stiklinger er blevet plantet.

Leave a Reply