Inspirerende bøger om planteformering
Der findes mange teknikker inden for planteformering. Det er sjovt at formere sine planter. Man kan nemmere sprede planteglæde med sine kære, og det er også en god metode til at lære sine planter bedre at kende botanisk. Vi har for nyligt fået en ny smuk bog om planteformering hjem i butikken, Plant København, som jeg lige ville tippe jer om, sammen med en anden bog om planteformering, jeg også er meget glad for.
Root, Nurture, Grow: The Essential Guide to Propagating and Sharing
Root, Nurture, Grow er på engelsk og er skrevet af forfatteren Caro Langton. Bogens kapitler er inddelt i forskellige måder at formere planter på: forskellige former for stiklingeformering, deling, udløbere og frøspiring af tropiske planter. Det er en meget omhyggeligt og letlæselig bog, og kan anbefales til planteelskere, der er helt grønne inde for planteformering. Derudover indeholder bogen smukke step for step billeder af de forskellige metoder. Forrest i bogen er beskrevet en række nyttige termer inden for planteverdenen, så man kan blive klogere på hvad fx perlite og vermiculite er, eller hvad den aktive vækstperiode er for noget. Root, Nurture, Grow er på 208 sider og koster 220 kr. hos Saxo.com
Alle billederne er fra Ro-co.uk
Den store bog om planteformering
Den store bog om planteformering er for de lidt mere nørdede. Bogen fungerer som et opslagsværk, hvor du både kan slå have- og stueplanter op. Jeg tror ikke jeg endnu har oplevet at en plante ikke var beskrevet i bogen. Du kan slå ALT op i den – over 1500 planter er beskrevet. Under hver plante, står beskrevet med ord og billeder hvordan du formere den bedst. Der findes både lette teknikker inden for stiklingeformering, men også teknikker som podning, der for nogen kræver lidt mere erfaring. Det første kapitel kan lære meget mere om forskelligt haveudstyr, hvordan du bedst indretter drivhuset, om jordtyper og voksemedier samt sygdomme og skadedyr. Bogen er på dansk, og er skrevet af Allan Toogood. Du kan købe den hos saxo.com til 270 kr.