Pasning og pleje af Gummitræ – Gummifigen – Gummiplante – Ficus elastica

Gummitræ, efterfulgt af violinfigen må være en af de mest populære stueplanter. Planten kommer i mange variationer: storbladede, småbladede, rundbladede, mørkegrøn, hvid-broget og lyserød-broget osv. Gummifigens, eller gummitræets, botaniske navn er Ficus elastica (elastisk), og navnet henleder til at planten før i tiden blev brugt til gummiproduktion. I dag er det planten Hevea brasiliensis, hvis hvide mælkesaft, er den primære kilde til naturgummi.
Gummifigen har sin oprindelse i det sydlige Asien og Sydøstasien. I naturen kan træet blive op til 60 meter højt, så det er altså noget af en krabat, vi har med at gøre. Bladene er læderagtige, blanke og mørkegrønne med en lysere underside. De kan blive op til 30 cm lange og 15 cm brede. Bladskederne er røde, og visner bort efter noget tid, når bladet har foldet sig helt ud.
Planten er som sagt en populær stueplante og findes i stort set alle planteforretninger på alle tider af året, og i forskellige størrelser. Lige fra miniplanter på 10 cm til størrer træer på op til 2 meter.
Pasning af gummitræ
Gummifigen trives bedst, når det står lyst. Den skal dog skærmes fra den stærkeste sommersol. Om vinteren kan den sagtens stå i sydvendt vindue. Det kan de fleste stueplanter i øvrigt. Planten kan nok også tåle at stå i halvskygge, men du vil hurtigt opleve at den så heller ikke vokser synderligt meget eller specielt hurtigt. Vær opmærksom på at de hvid-brogede sorter skal have mere lys end de alm. grønne, da planten ikke laver fotosyntese på de hvide områder på bladet. Du kan læse mere om hvid-brogede planter i dette indlæg. Generelt er min erfaring at den hvidbroget variant er lidt mere sart end den alm. grønne.

Vand planten godt igennem, og lad jorden tørre op mellem hver vanding. Om vinteren skal planten have mindre vand, så der kan du godt holde lidt mere igen med vandingen. Længere tids tørke gør dog planten mere modtagelig over for skadedyr, især spindemider! Du spotter spindemider ved små hvide æg på bagsiden af bladene, og let spind, der hvor bladstænglen sidder fast på stammen.
Gummifigen har som regel en enkelt ikke-forgrenet stængel, og jeg synes sjældent planten skyder flere steder. Så hvis du gerne vil have dit gummitræ til at forgrene sig, kan du klippe toppen af den. Skær stammen over lige ovenover hvor der sidder et blad. Derved bryder du plantens dominerende vækstpunkt, og den vil begynde at sætte sideskud, ofte lige under der hvor du har beskåret.
Stilingeformering af gummifigen
Du kan formere gummitræ ved topstiklinger eller stammestiklinger ved brug af metoden ‘Air-layering’ eller på dansk luftaflægning. Jeg har endnu ikke forsøgt mig med stiklingeformering af gummitræer, så hvis du har haft held med stiklingeformering, er du hjertens velkommen til at dele din oplevelse i en kommentar herunder. Ellers kan jeg anbefale Tagtomat, som har lavet en meget fin guide på deres blog omkring luftaflægning.

Hvad er der galt med mit gummitræ?
Min plante taber blade
Bladfald skyldes som regel at din plante står for mørkt. Hvis der blot er tale om et enkelt tabt blad, er der ingen grund til panik. Det er normalt at planter skifter de ældste blade ud. Men taber planten helt grønne, umiddelbart friske blade, så vil jeg anbefale dig at du stiller den et sted, hvor den får mere lys.
Bladene hænger på min plante
Det første tegn på overvanding er slappe nedadhængende blade. Man kan nemt komme til at tro at planten mangler vand, fordi slappe blade som regel er et tegn på vandmangel. Men med gummitræer er det faktisk lige omvendt. Hvis plantens blade både er slappe,nedadhængende, og den taber flere blade, bør du tjekke plantens rødder efter. Du kan være uheldig at rødderne har taget så meget skade, at planten ikke længere kan trække hverken vand eller næring til sig. Den vil derfor begynde at trække næring og vand ud af bladene, hvorefter den smider dem. Du kan læse mere om rødders betydning for din plantes overlevelse i dette indlæg: Lidt om lys, jord og overvanding. Er du kommet til at vande din plante for meget, kan du måske redde din plante, ved at skifte jorden ud, klippe de rådne rødder af, stille planten lyst og så vær forsigtig med vandingerne.
Bladene krøller
Tjek din plante for skadedyr, da det kan være tegn på spindemider. Spindemider lever af plantesaft, og væver et fint net på undersiden af bladene, som nemt kan ligne spindelvæv. Miderne er så små at de kan være svære at få øje på, men ofte kan man spotte nogle helt små hvide æg på undersiden af bladene. Hvis dit gummitræ er angrebet, så isoler planten og bekæmp med fx hjemmelavet insektsæbe.
Emilie
Hejsa,
Mit gummitræ har tabt flere blade efter det stod udenfor i vinters for at komme af med sørgemyg. Ikke smart
Nu er den helt bar i bunden – der kommer vel ikke nye blade der, hvor de gamle er faldet af? Kan jeg forkorte stammen på en eller anden måde, så det bare stykke skæres væk? Eller er der noget andet jeg kan gøre?
Hilsen Emilie
Louise
EmilieHej Emilie,
Du kan godt være heldig den sætter sideskud, altså skyder med grene, der hvor den er helt bar. Det har jeg selv erfaret med mit eget gummitræ.
Alternativt kan du skære toppen af og plante toppen, og på den måde starte forfra. Topskuddet må ikke være for stort eller langt, så prøv at skær toppen af, så skuddet har 3-4 blade, og sæt den i vand indtil den skyder rødder. Du kan også forsøge med luftaflægning. Da lægger du et snit ind i træet, lægger mos eller spagnum omkring stammen og så plastpose/film udover til at holde på fugten. Efter en rum tid, vil planten skyde rødder fra stammen ud gennem mosset, og du kan skære toppen af, og plante den direkte i jord 🙂 Håber det giver mening!
KH Louise
Emilie
Hejsa,
Mit gummitræ har mistet flere blade efter det stod udenfor i vinters for at slippe af med sørgemyg. Ikke smart Nu er det helt bart i bunden – der vokser vel ikke nye blade ud der, hvor de gamle faldt af? Kan jeg på en eller anden måde forkorte stammen, så det bare stykke skæres væk? Eller er der noget andet jeg kan gøre?
Hilsen Emilie
GLOBE Flower Pot - Design nyhed fra AYTM | The Little Botanist
[…] pot fås i en XXL størrelse (60 cm i dia). Jeg tror en violignfigen eller et stort opstammet gummitræ, vil se helt fantastisk ud i GLOBE. Potten fås selvfølgelig også i mindre størrelser helt ned […]